Store prisforskelle på opvarmning af ens huse i Vendsyssel

Gennemsnitligt er det billigst at bo i Frederikshavn Kommune, viser en undersøgelse af varmepriserne i 4 kommuner i Vendsyssel Energi- og Miljøforenings aktivitetsområde.

Det fremgår af Energitilsynets seneste prisstatistik fra januar 2021 for fjernvarmeområdet, at der er stor forskel på fjernvarmeprisen på tværs af landets fjernvarmeforsyninger.

Prisen for et standardhus på 130 m2 med et årligt varmeforbrug på 18.100 kWh varierer meget. Hos de 10 fjernvarmeselskaber med de højeste priser koster det over 22.000 kr.at opvarme standardhuset. Hos de 10 billigste af landets fjernvarmeselskaber betales under 10.000 kr. for opvarmning af et standardhus på 130 m2.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har studeret fjernvarmepriserne og udarbejdet en top 5 rangliste i de 4 kommuner, som ligger i vores dækningsområde. Det er Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune. Derudover har vi udarbejdet en samlet liste over de ti billigste byer i området.

Prisen for opvarmning af et 130 m2 standardhus varierer på landsplan fra 5.266 kr. til 25.893 kr. årligt. Prisforskellene kan bl.a. skyldes stort varmetab i ledningsnet, forskelligt økonomisk udgangspunkt, forskellige muligheder for afskrivning og brug af brændsler til varmeproduktionen. Fjernvarmeværkerne er underlagt Varmeforsyningslovens bestemmelser.

Billigst i vores undersøgelse er Skagen Varmeværk, med en årlig udgift på 10.146 kr. og dyrest er det at modtage varme fra Manna-Thise Kraftvarmeværk, hvor udgiften løber op i 23.109 kr. Det betyder, at fjernvarmen i Manna-Thise er femte dyreste i Danmark. Det ville være billigere for de 187 fjernvarme brugere i Manna – Thise at opvarme huset med et nyt kondenserende oliefyr, hvor oliefyret udskiftes hvert 18 år uden tilskud.

Det er hovedsageligt Skagen Varmeværks nye varmepumper og tilbagebetalinger af for meget opkrævet forudbetaling hos forbrugerne, der er årsag til, at de er i stand til at reducere varmeprisen og indtage første pladsen. Men varmeværket udnytter også elmarkedet, når prisen er rigtig. Når elprisen er lav kommer elkedlen og varmepumpen i spil, og når elpriserne er høje, er det naturgasmotorerne, der producerer varmen. Derudover tjener varmeforbrugerne i Skagen ligesom vindmølleejerne også penge på forskellige reguleringsydelser til elmarkedet.

I den anden ende af skalaen er Manna-Thise Kraftvarmeværk nu dyrest i Vendsyssel og 5. dyreste varmeværk i Danmark. For seks år siden investerede værket fem millioner kroner i nyt anlæg, der fyrer med træpiller, som suppleres med naturgas. Siden er tilskuddet til naturgas faldet bort og priserne på importerede træpiller er steget voldsomt. Manna-Thise Kraftvarmeværks store gæld og kun 187 varmeforbrugere til at betale gør, at der ikke kan omstilles til varmepumpe. Så det ser ikke godt ud for borgerne i Manna og Thise.

Manna-Thise Kraftvarmeværk overtager pladsen som dyreste værk fra Øland Kraftvarmeværk. Til nytår lukker og slukker Øland Kraftvarmeværk helt for varmen til de 147 forbrugere efter at have leveret fjernvarme i knap 30 år. Forbrugernes beslutning betyder, at de skal til lommen og investere i egne varmepumper. Heldigvis vil det betyde billigere varme fremover, som for forbrugerne i Skagen.

Sidste år var det 79 andelshaver i Præstbro Kraftvarmeværk, som stoppede den fælles varmeforsyning, fordi varmeprisen for en gennemsnitsforbruger ville stige med cirka 10.000 kr. om året på grund af bortfald af grundbeløbet til gasfyrede kraftvarmeværker.

Præstbro Kraftvarmeværk blev etableret i begyndelsen af 1990’erne som barmarksværk, som det skete i mange andre landsbyer, fordi gasmotorer til kombineret varme og elproduktion kom frem på det danske marked. Allerede 10 år efter fik barmarksværker en anstrengt økonomi, især som følge af højere naturgaspriser og faldende elpriser, som påvirkede de nye kraftvarmeværkers indtægter. Derudover skulle barmarksværkerne forrente det nye værk og alle de mange km. rørledning, som blev gravet ned fra værket til hver af de tilsluttede husstande.

Barmarksværkernes problem blev udstillet af, at rådgivere i mange tilfælde var for optimistiske i deres vurdering af den kommende driftsøkonomi og at mange værker kun havde opkrævet et meget beskedent indskud på 100 til 600 kr. hos forbrugerne for at blive tilsluttet.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har til sammenligning beregnet, hvor meget udgiften med eget anlæg ville være ved opvarmning med varmepumpe, træpiller, naturgas og oliefyr. Her vil vi kun anbefale valg af jordvarme og luft til vand varmepumpe.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening følger prisudviklingen løbende. Klik her og se Forsyningstilsynets nye statistik over fjernvarmepriser fra januar 2021.

Prisstatistikken viser, at 185 fjernvarmeselskaber har sat prisen ned fra januar 2020 til januar 2021. Samtidig har 80 fjernvarmeselskaber sat priser op.

Prisstatistikken er et ”her og nu” billede af de enkelte selskabers varmepris pr. januar 2021. Hvis prisen er blevet ændret senere i 2021, bliver det ikke afspejlet før næste prisstatistik. 

Se ranglisterne her: