Tag Archives: vindmølle

Vindmøller afskrækker ikke turister

Hvis ikke lige en aggressiv Corona virus var blevet importeret til Danmark af rejselystne danskere, ville væksten for turismen i Danmark havde fortsat, som de tidligere 10 år, uanset om 8 vindmøller flere kilometer fra Børglum Kloster blev udskiftet til nogle større – det kaldes udvikling.

Antallet af overnatninger på danske hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrerhjem og i lystbådehavne slog rekord i 2019 og nåede op på 35,2 mio. – en stigning på 3 pct. sammenlignet med det hidtidige rekordår 2018.
Der er ikke mange undersøgelser af, om vindmøller har en positiv eller negativ indvirkning på turismen.
Dog findes rapporten “Wind Farms and Tourism Trends in Scotland”. Rapporten er udarbejdet af det skotske konsulenthus Biggar Economics. Rapportens konklusioner er, at vindmøller ikke afskrækker turister – tværtimod mener 3 ud af 4 turister, at vindmøller har en neutral eller positiv påvirkning af landskabet.

Der er ifølge en dansk rejseside også høstet uvurderlig gratis omtale af Danmark i amerikanske medier, som med respekt beskriver vores afslappede levemåde, lykkelige liv, flotte arkitektur og design samt danskernes grønne måde at leve på med cykler, vindmøller og økologiske fødevarer. Derfor kommer der også flere og flere amerikanere som turister til Danmark.

Mange turister besøger Børglum Kloster og lige så mange gæster besøger Vindmølle besøgscentret i Østerild og Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Udover historiefortælling og turister, har besøgsstederne behov for energi tilfælles – det er her udviklingen med større vindmøller ved Hjortnæs og andre gode udvalgte steder får deres berettigelse.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener ikke, at Organisationen for Erhverv, Handel og Turisme i Løkken og Omegn har ret i deres påstand i Nordjyske, at de nye højere vindmøller vil skade turismen i Løkken og omegn.

Erhvervsorganisationens opfordring til politikerne i Hjørring Byråd om at ”egnskærlighed og snusfornuft” bør stoppe vindmølleudskiftning, kan kun opfattes som en bestilt vennetjeneste uden nogen form for virkelighed. Det har faktisk gået rigtig godt med turismen i de 20 år, hvor de nuværende vindmøller ved Hjortnæs har snurret. Dengang de blev opstillet blev de også opfattet som kæmpemøller.

I stedet for at være sortseende burde Organisationen for Erhverv, Handel og Turisme i Løkken se mulighederne og tænke naboskabet med vindmøllerne sammen med turisme og outdooroplevelser.

I miljøkonsekvensrapport for vindmøller ved Hjortnæs står der følgende positive forslag:

”Vindmøllerne ved Hjortnæs vil fremstå synlige fra dele af Børglum Kloster. Der vil med udgangspunkt i ovenstående med fordel kunne opsættes information om vindmøllernes produktion og dimensioner for klosterets besøgende, samt i samarbejde med vindmølleprojektet arrangeres ekskursioner til vindmøllerne eksempelvis på segways, cykel eller gående ned gennem Klosterengen. Vindmøllernes synlighed kan overfor turister medvirke til at markere og formidle Danmarks position inden for bæredygtig udvikling, og Børglum Kloster kunne blive CO2-neutralt ved at købe andele i projektet”.

Når Corona pandemien er stilnet af, vender livet tilbage til det, vi kender. Har vi ikke rettidig omhu og ændrer vores livsstil og blandt andet opstiller de vindmøller, der skal til, er det bare et spørgsmål om tid, før den næste krise rammer os mennesker.
Forskning i sygdommes vækst og spredning tyder på, at vores livsstil og enorme handels- og rejseaktivitet sammen med befolkningstæthed, klimaforandringerne, tab af biodiversitet og afskovning er de drivende kræfter bag pandemier.

Læs mere her: Turisme og vindmøller trives fint sammen og
Kæmpemøller ved Børglumkloster er fejlskud