Udfordringer for den grønne fremtid
Vi har en idé om, at vi er i gang med at omstille til grøn energi, men i praksis stiger forbruget af olie år for år. Tallene viser dog, at denne tendens dækker over en dyb global splid om fremtiden. Hvor Det Internationale Energiagentur (IEA) forudser, at det globale olieforbrug vil toppe inden for de kommende fire år i takt med, at elbilerne vinder frem, tegner olieproducenternes kartel, OPEC, et helt andet billede. De forventer, at den globale efterspørgsel vil stige frem mod 2050, drevet af massiv vækst i udviklingslandene og en transportsektor, der fortsat vil være dybt afhængig af benzin og diesel.
Lokale udfordringer og global storpolitik
Selvom vi i Danmark står ved et historisk vendepunkt, hvor den vedvarende energi udgør knap halvdelen af vores forbrug, bremses vi af manglende omtanke. Et mindretal i Danmark arbejder ihærdigt for at stække udviklingen mod mere vedvarende energi. Dette mindretal bærer i dag, sammen med Donald Trump, et direkte medansvar for, at vores energipriser i øjeblikket eksploderer. Mens Trumps krigshandlinger i Mellemøsten og pres på de europæiske gasmarkeder skaber globale prisstigninger, sikrer den hjemlige modstand mod vindmøller og solceller, at vi forbliver sårbare.
Det danske hykleri i Nordsøen
Men den danske regering har også sit eget dilemma i Nordsøen at slås med. Efter ønsker fra olieselskaberne overvejer Danmark at forlænge en række olie- og gaslicenser fra 2042 til 2050. En beslutning, der vil omfatte størstedelen af vores fossile produktion. Fortalerne vil indvende, at en sådan forlængelse primært vil påvirke klimaregnskabet i udlandet, hvor brændstoffet reelt brændes af. Men det ændrer ikke på det principielle: Vi kan ikke på den ene side kritisere andre lande og globale olieselskaber for at pumpe masser af olie op, hvis vi selv vælger at holde den fossile hane åben i yderligere otte år – blot fordi det på en nem måde vil styrke Europas forsyningssikkerhed og energiuafhængighed.
Stigende energipriser – et politisk dilemma
Det klimamæssige dilemma bliver kun tydeligere af, at den indenrigspolitiske virkelighed i øjeblikket er ramt af stigende energipriser i takt med, at USA’s krig i Mellemøsten har sendt oliepriserne på himmelflugt. Det mærker ejere af fossile biler konsekvenserne af, når de tanker benzin, hvor prisen på blot et halvt år er steget med 4,5 krone per liter. Når stigende priser rammer borgernes rådighedsbeløb så mærkbart i hverdagen, kan det medvirke til mindre forbrug, hvilket ville være godt, eller et ønske om at fjerne afgifterne, så prisen ikke hindrer fortsat normal bilkørsel eller skift til elbil.
Elprisen er også stigende, især i de timer, hvor flest mennesker tænder for kontakten. Hvis det hverken blæser, eller solen skinner, er det gasprisen, der på grund af krigene er fordoblet, som resulterer i dyrere strøm. Det skyldes, at markederne for olie, naturgas og elektricitet er tæt forbundne. Men når solen skinner, og vinden blæser, kan vi glæde os over billig strøm. Flere energibesparelser, vindmøller og solceller vil generelt betyde en endnu lavere elregning.
Os selv nærmest-logik
At stigende priser kan skabe en klimapolitisk glidebane, ser vi allerede med målsætningen om at udfase de danske gasfyr i 2035. Her er den brede politiske enighed i fuld fart med at smuldre, fordi regningen for den enkelte boligejer blev for tung, og man har i stedet fundet en bekvem kattelem i argumentet om biogas. Hvis politikerne så let accepterer nye gasfyr i de danske hjem og ruller en klimaambition for 2035 tilbage, så snart vælgerne rammes på pengepungen, er der skabt en uheldig præcedens. Sagen om gasfyrene og de stigende brændstofpriser viser, at “os selv nærmest”-logikken hurtigt vinder over de grønne principper. Det gør det uhyre nemt for politikerne at lade sig friste og give efter for olieselskabernes ønsker om at etablere helt nye boringer og udvinde mere fossil energi i årene fra 2042 til 2050.
En tredobbelt benspænd for omstillingen
Hver gang et lokalt grønt projekt opgives eller trækkes i langdrag i kommunerne, og hver gang staten bøjer sig for olielobbyen, forlænges vores afhængighed af den dyre, fossile energi. Den globale oliekurve knækker ikke af sig selv – og slet ikke når omstillingen spændes ben for af både storpolitiske magthavere i Washington, grådige olieselskaber i Nordsøen og højtråbende lokale stopklodser landet rundt.