Tag Archives: Energi-og miljøkontor

En unik historie om OOA 1974 – 2000

Hvad skal ind? ”Sol og vind”

I slipstrømmen af oliekrisen først i halvfjerdserne var Sørå Mark 5 km nord for Aså højt på listen over de steder i Danmark, hvor der skulle reserveres jord til atomkraft.

At Sørå Mark kom højt på ELSAMs liste skyldes blandt andet, at atomkraft i Vendsyssel blev budt velkommen af borgmestrene i Frederikshavn, Sæby, Dronninglund og Brønderslev Kommune, godt støttet af det lokale erhvervsliv. Hvor skulle energien ellers komme fra, når araberne bare kunne hæve prisen og lukke for oliehanen?

Borgerne i Sørå og omegn og OOA-grupperne i Vendsyssel havde en anden opfattelse og pegede på vedvarende energi, som vind, sol og biogas som alternativer til kernekraft.

Samtidig med et udvalg under miljøministeriet efter 2 års arbejde den 30 januar 1974 udpegede 9 egnede steder til atomkraftværker begyndte den unikke historie om Organisationen til Oplysning om Atomkraft – OOA.

Hvem husker ikke det smilende ”Atomkraft? Nej tak” sol-badge og atommarcherne ”Hvad skal væk? Barsebäck!”. Mange har med glæde båret solmærket på jakken.

Med start i 1974 til 2000 lykkedes det Organisationen til Oplysning om Atomkraft OOA at holde Danmark fri for atomkraft, få lukket Barsebäck-værket og bane vej for det grønne energisystem, der i dag har gjort Danmark til vejviser for andre lande.

Historien om OOA er historien om, hvordan folkelige bevægelser kan vinde. Historien om et enestående dannelsesprojekt, et vellykket eksperiment med aktivt folkestyre, båret af fælles tro på, at det nytter at blande sig, og holdt sammen af en livskraft, der undervejs blev næret af musik, kultur og kreativitet.

Når man siger nej til noget, er det nødvendigt at gøre noget andet – “Hvad skal ind? Sol og vind”. I slipstrømmen af OOA blev OVE Oplysning om Vedvarende energi i 1976 dannet.

Sammen med OVE skød energi- og miljøkontorerne, organiseret i Samvirkende Energikontorer (SEK) op over hele landet. SEK modtager gennem flere år en basisbevilling fra Energistyrelsen, som fordeles blandt energi- og miljøkontorerne til uvildig og faglig baseret vejledning om vedvarende energi, herunder om Energistyrelsens standardtilskudsordning til vedvarende energi anlæg, som biobrændselsfyr, solvarmeanlæg og varmepumper.

OVE udviklede sig hurtigt til en kompetent og professionel organisation med stor viden om vedvarende energi, som blev formidlet gennem tidsskriftet ”Vedvarende Energi”, hvis første nummer udkom i 1976. I 2013 skiftede tidsskriftet navn til Råstof. Fra 2020 afløses Råstof af nyhedsbreve. I 2010 fusionerer OVE og SEK til VedvarendeEnergi – VE

Et flertal i Folketinget vedtog i 1985, at atomkraft ikke skulle indgå i den danske energiplanlægning. Denne beslutning blev truffet på baggrund af en udredning vedrørende atomkraftens sikkerhed, økonomi og affaldsopbevaring, og mange af disse problemstillinger gør sig stadig gældende i dag.

OVE og energi- og miljøkontorerne satte derefter gang i en positiv spiral, som medvirkede til, at sol- og vindprojekter spirede frem alle vegne og blev mere og mere udviklet til det energieventyr, vi kender i dag.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har siden 1990 været en del af energibevægelsen. Nogle af stifterne bag foreningen har i deres unge år været en aktiv del i nogen af de mange OOA-grupper, som opstod i Vendsyssel.

Nu er hele OOA´s historie fra 1974 til 2000 endelig blevet dokumenteret. Baseret på tusindvis af dokumenter, oceaner af billeder, musik, filmklip, har unge friske øjne med støtte fra nogle af de gamle aktivister genskabt historien og bearbejdet erfaringerne på en ny interaktiv hjemmeside – https://www.atomkraftnejtak.dk/ – et ”OOA Online Museum”, som er et besøg værd.

Heldigvis endte alting lykkeligt for Sørå. De slap for kernekraft i 1985 og fik efterfølgende deres ønske om vindmøller opfyldt. Dog heller ikke uden borger protester over naboskabet.

*