COP 29 – Et pust fra den store verden
COP 29 i Aserbajdsjan er slut efter 33 timers overtid. Verdens lande er blevet enige om en aftale med 300 milliarder dollar i årlig klimabistand til verdens fattigste lande fra 2035. Frem mod 2035 er klimabistanden fortsat 100 milliarder dollars. Beløbet på 300 milliarder er dog langt under det, som FN mener, de fattige lande har brug for. Beløbet ender også i sidste ende med at blive mindre, fordi der ikke korrigeres for inflation.
Det blafrer også i vinden, hvilen typer bistand, der skal ydes og hvor mange af pengene, der betales som lån og om pengene skal betales tilbage med rentes rente!
For eksempel vil privat finansiering være den vigtigste kilde til opstilling af sol og vind, samt investeringer i infrastruktur til produktion af vedvarende energi. Her er lån selvfølgelig en god ting, fordi anlæggene bidrager med indtægt og energi.
I aftalen ligger der dog en uforpligtende opfordring til at opskalere klimafinansieringen til 1.300 milliarder dollars. Et beløb en ekspertgruppe nedsat af FN mener, der er behov for allerede inden 2035.
Endvidere er der også behov for at lande, som ikke længere kan betegnes som udviklingslande i traditionel forstand, også må bidrage økonomisk. Her tænkes blandt andet på Kina, Sydkorea, Singapore og Saudi-Arabien. Kigger vi eksempelvis på Kina, så har landet de seneste 10 år allerede bidraget til udviklingslandene med 4,5 milliarder dollars om året.
Desværre vil investeringsbehovet til verden fattigste lande til tilpasning og modstandsdygtighed over for klimakrisen fortsat stige, så længe verdens ledere hænger i håndbremsen og ikke gør noget ved verdens stigende forbrug af kul, olie og gas.
Kul, olie og gas er de største bidragydere til klimakrisen. For at afværge de værste konsekvenser af den globale opvarmning, må verdens lande hurtigt udfase dem, som førende klimaforskere længe har advaret om.
I løbet af det to uger lange klimatopmøde har landene forhandlet om, hvordan man skal nå målet fra COP 28 om at tredoble mængden af vedvarende energi og omstille væk fra fossile brændsler. Forhandlingerne sluttede uden resultat og blev skubbet videre til COP 30 næste år.
CO2 kvoter er stadigvæk in
Der blev også opnået enighed om, at implementere et nyt system for klimakreditter. Grundlæggende handler konceptet om handlen med klimareduktioner, hvor rige lande kan kompensere for egne CO2 udledninger ved at finansiere klimatiltag i eksempelvis udviklingslandene og på den måde give dem økonomisk mulighed for at gennemføre klimatiltag, mens man selv kan fortsætte med at forurene og tjene svimlende beløb på at hive klimaskadeligt energi op fra undergrunden. Risikoen derudover er risikoen for dobbelt bogføring og svindel.
Den grønne trepart skal frem mod 2030 blandt andet finansieres via 2,6 milliarder kroner fra salg af CO2-kvoter.
Hvad kan vi forvente af COP 30?
På næste års COP 30 i Belém, Brasilien bliver det vigtigste punkt på dagsordenen nye klimaplaner, som FN’s medlemslande allerede til februar skal indmelde.
Planerne vil indeholde hvert lands politisk vedtagne mål for CO2-reduktion frem mod 2035, og når det hele lægges sammen, vil det blive afgjort, hvor langt verdenssamfundet er fra at nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til maksimalt 2 grader i år 2100. Der må krydses alt, hvad krydses kan, for et godt resultat.
57 milliarder ton CO2-ækvivalenter udledte verdens lande sidste år. Det viser den såkaldte Emission Gap Report fra FN’s miljøprogram (UNEP), som blev offentliggjort i slutningen af oktober 2024. Tallet er det højeste nogensinde og skal ifølge rapporten nedbringes med over fem procent om året frem mod 2030 for at holde temperaturstigningen under to grader.
Så mens de klappede i Baku over lidt, men utilstrækkelig, handling er det ganske vist, at 2024 bliver det varmeste år nogensinde og indholdet af CO2 i luften steg med tre CO2 andele per million luft andele og til det højeste niveau nogensinde.
Senest har Folketinget den 5. december modtaget et dokument med de forskellige resultater i forbindelse med COP 29. Et møde som samlede over 300 parlamentarikere fra 60 lande og som viste at der er et presserende behov for mere en indsats på alle niveauer for at imødegå truslen om klimaændringer.