Tag Archives: klima

Grib nuet – gå fra underskud til grøn balance

Landbruget står for over halvdelen af Vendsyssels klimaregnskab. På landsplan lægger erhvervet beslag på næsten 60 procent af Danmarks areal. Samtidig modtager landbruget betydelig økonomisk støtte, både nationalt og fra EU.

Dansk landbrug har en stor fødevareproduktion og vareeksport, men sektoren er samtidig ansvarlig for forurening af luft, grundvand, søer og kystområder. Det har en negativ indvirkning på klima, biodiversitet og folkesundhed.

Når det hele gøres op, er det konventionelle landbrug en underskudsforretning for Danmark. Det konkluderer den nye tænketank Red-Vandet, som har udgivet en såkaldt hvidbog om de “glemte” omkostninger, erhvervet medfører.

Det fremgår af hvidbogen, at de årlige omkostninger ved de negative konsekvenser for klima, biodiversitet, luftkvalitet og vandmiljø udgør 60-120 milliarder kroner. Dette beløb overstiger landbrugets og fødevareindustriens samlede værditilvækst på 45 milliarder kroner, hvilket gør sektoren samfundsøkonomisk urentabel.

Dette forstærkes af, at landbrugssektorens ressourcer, såsom arbejdskraft og maskiner, alternativt kunne skabe større værdi i andre erhverv.

Fra proteinimport til grøn omstilling

Derudover udfordres fortællingen om, at dansk landbrug sikrer den globale fødevareforsyning. På grund af en omfattende animalsk produktion er landbruget nettoimportør af protein og foder, herunder soja. Det gør landbruget afhængigt af udenlandske ressourcer for at kunne opretholde den store dyreproduktion, hvilket ikke er særlig bæredygtigt.

Danmark står ikke alene med denne udfordring. I Holland, der minder meget om Danmark, har en tilsvarende samfundsøkonomisk analyse fra Deloitte vist, at det hollandske, konventionelle landbrug ligeledes er en massiv underskudsforretning, når man medregner de skjulte omkostninger for klima og natur.

For at vende denne udvikling er Danmark nødt til at sadle om og se på sin egen forsyningssikkerhed. Selvom vi spiser mindre frugt og grønt år efter år, og kun 7 procent af os lever op til kostrådet om 600 gram om dagen, importerer vi store mængder af de frugter og grøntsager, vi spiser.

Omstilling til mere økologi

Løsningen ligger i en mere målrettet satsning på økologisk landbrug, som vil reducere presset på vores natur og grundvand. Den hollandske undersøgelse beskriver en model for denne omstilling: Ved at omlægge til økologi, halvere den animalske produktion og næsten fordoble produktionen af plantebaserede proteiner kan man skabe en sundere balance.

Ved at bruge denne opskrift i Danmark kan vi mindske de enorme skjulte omkostninger, styrke vores fødevareselvforsyning og levere sunde fødevarer. Endelig vil en mindre pladskrævende produktion frigøre dyrebare arealer, så der bliver plads til mere vild natur, skovrejsning samt udbygning af sol- og vindenergi – til gavn for både klimaet og fremtidige generationer.

Ikke overraskende kalder Landbrug & Fødevarer analysen for misvisende samt et stærkt værdiladet og metodefølsomt regnestykke, der er baseret på ikke-sammenlignelige størrelser og fejlvurderinger af, hvad det bagvedliggende datamateriale kan bære af konklusioner.

Selvom landbruget og fødevareklyngen stadig skaber vigtig eksport og lokale arbejdspladser, påpeger De Økonomiske Vismænd, at landbrugserhvervet nyder godt af særordninger og subsidier, som forvrider samfundsøkonomien.

Dét, hvidbogen viser er, at hver gang landbruget tjener en milliard kroner, påfører det samfundet udgifter for otte milliarder kroner. Vi kan ikke fortsætte med at drive landbrug på den måde. Hvis vi igen vil have rent vand, levende natur, folkesundhed og sunde økosystemer med fisk i fjordene, skal der radikale ændringer til.

Grøn omstilling – ikke afvikling

Vi skal ikke afvikle landbruget, men omstille det i en mere klimavenlig retning med flere heltidslandbrug, færre dyr og mere frugt og grønt. Derfor skal vi i samarbejde med landmændene gribe nuet og gennemføre en grundlæggende reform af landbrugspolitikken og fødevareproduktionen. Det kræver ændrede EU støttekriterier, som mange længe har efterspurgt.

Grøn Trepart og den nye gødskningslov forslag til lov om bæredygtig forvaltning af næringsstoffer og drivhusgasser, der snart bliver vedtaget er et skridt i den rigtige retning og vil fungere som et politiske værktøj til at håndtere de samfundsøkonomiske og miljømæssige omkostninger, som tænketanken Red-Vandet påpeger i deres hvidbog. Gennem strammere regulering af udledninger og udtagning af landbrugsjord sigter loven mod at mindske landbrugets miljøomkostninger, reducere den animalske produktion og fremme en omstilling mod mere bæredygtige driftsformer.

Det er helt i tråd med det, vi i Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener: at en reduktion af antallet af husdyr med 50 procent bør prioriteres. Husdyrproduktionen bør tilpasses den indenlandske foderproduktion, og importen af foder (såsom soja) skal udfases. Endvidere bør arealet med økologiske heltidslandbrug øges med mindst 2 procent om året, indtil vi når 100 procent.

Halvdelen af Vendsyssels CO2e-udslip

Kigger vi på klimaregnskabets senest udgivne tal, udledte de fire kommuner i Vendsyssel tilsammen 1,872 millioner ton CO2-ækvivalenter (CO2e) i 2024. Landbruget i Vendsyssel er den klart største kilde med 54,1 procent af udledningen, hvilket svarer til 1,013 millioner ton CO2e. Herefter følger energi med 29,2 procent og transport med 14,6 procent.

Der er stor forskel på, hvor stor landbrugets andel er i de fire kommuner. Jammerbugt Kommune ligger i top med 71,9 pct., mens landbrugets andel i Frederikshavn Kommune er mindst med 21,7 pct. I Brønderslev Kommune er andelen 67,1 pct., og i Hjørring Kommune er den 56 pct.

Motoren i den nødvendige kursændring for kvælstof- og drivhusgasreduktionsindsatsen er den lokalt forankrede frivillige omstilling af landbruget, og hammeren for at forurene er CO2-afgiften.

Produktionsudvidelse af biogas er nødvendig

Vendsyssel Energi- og Miljøforening deltog i borgermødet om udvidelse af GFE Krogenskær ved Brønderslev. Udvidelsen udgør et årligt biomasseoptag fra 36.400 tons til 100.000 tons biomasse. Husdyrgødningen udgør ca. 80 pct. af den tilførte mængde biomasse.

På borgermødet fremgik det, at der i forbindelse med udvidelsen af biomassekapaciteten, ikke sker en bygningsmæssig udvidelse af anlægget.
Der har været meget blæst om biogasanlægget i forbindelse med luftgener. Det hele kulminerede i 2014, hvor 150 lugtplagede borgere demonstrerede mod anlægget. I den forbindelse modtog borgmester Mikael Klitgaard 500 underskrifter mod biogasanlægget.

Siden har biogasanlægget fået så meget styr på luftgenerne, at kommunen ikke er betænkelig ved at udstykke et helt nyt bæredygtigt boligområde med 420 boliger tæt ved biogasanlægget.

Brønderslev Kommune har ingen overordnet planlægning inden for natur, klima, vindmølle og biogasanlæg, hvilket Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener er problematisk.
Brønderslev Kommune er blandt kommuner med flest grise pr. indbygger. Desværre har de ansvarlige politikker i byrådet gennem mange år ikke ønsket at udlægge områder til biogasanlæg, Selv efter det har været et statsligt krav, at alle kommuner i Danmark skulle planlægge for fælles biogasanlæg, har politikerne svigtet.

Helt anderledes er det i Hjørring Kommune, der netop har givet Sindal Biogas og Vrejlev Bioenergi tilladelse til at udvide produktionen. Samtidig er Grøngas Vrå på vej med en VVM-redegørelse, så de kan øge produktionen fra 300.000 til 500.000 tons om året.

Enhedslisten i Hjørring byråd var eneste parti der er imod, at der opføres biogasanlæg, fordi biogas har til formål at løse den industrielle svineproduktions affaldsproblem. Indtil der sker en husdyrsreduktion accepterer partiet en stigende klimabelastning fra gylle. Men man kan rettelig spørge, hvad kommer først hønen eller ægget?

Hjørring Kommune har en målsætning om, at 75 % af husdyrgødningen skal udnyttes til energiproduktion i 2020. I dag anvendes ca. 25 % af den tilgængelige husdyrgødning. Så kommunen har fortsat et stort uudnyttet potentiale.

Biogasanlæg er nødvendige, fordi vi danskere ”elsker” svinekød, og dansk landbrug har verdens højeste produktion af kød per indbygger. Kødproduktionen står for 19 procent af Danmarks samlede udslip af klimagasser.
På grund af det store antal landbrugsdyr anvendes hele 80 pct. af den danske landbrugsjord til at dyrke dyrefoder, hvilket gør Danmark til det hårdest opdyrkede land i Europa. De 12,5 millioner grise i danske stalde betyder, at det er nødvendigt at importere sojaprotein. Blandt andet er importeret sojafoder medvirkende til, at de tropiske skove i Sydamerika afbrændes for at give plads til nye sojaplantager.

I Vendsyssel Energi- og Miljøforening har vi den opfattelse, at så længe vi opretholder en stor dyreproduktion, skal alt gylle bioforgasses før det bringes ud på markerne som gødning. Der bør stilles krav til, at landbrugsejendomme skal dokumentere, at gyllen bliver behandlet i et biogasanlæg, hver gang der ønskes udvidelse af produktionskapaciteten.

I et landbrugsland som Danmark er der miljø, klima og landbrugsmæssige gode grunde til at etablere biogasanlæg. Biogas er ikke en vedvarende eller bæredygtig energikilde, men en nødvendig foranstaltning til at forhindre klimabelastning ved udspredning af gylle fra en alt for stor husdyrproduktion.

Der udledes betydelige mængder af metan til atmosfæren fra de 37 mio. tons husdyrgødning (2014 – tal), som hvert år produceres i danske stalde, lagres i gyllebeholdere og bringes ud på landbrugsjord.

Når gødningen føres igennem et biogasanlæg opsamles og nyttiggøres metanen, som påvirker klimaet ca. 25 gange mere end CO2. Bioafgasningen mindsker også udledningen af lattergas fra lager og mark. Endelig fortrænger biogas fossil energi som f.eks. naturgas og mindsker dermed også CO2-udledningen herfra, når det sendes ud som grøn gas i naturgasnettet.

Endvidere bliver lugtgener i forbindelse med gylleudbringning på landbrugsjorden reduceret markant og næringsstofferne nemmere tilgængelige for afgrøden i forhold til ikke afgasset gylle.

Da det samtidig er tilladt at udsprede samme mængde gylle pr. arealenhed, hvad enten den er afgasset eller ej, bliver afgrødens adgang til kvælstof øget. Dermed kan landmanden opnå et højere høstudbytte samtidig med, at udvaskningen af næringsstoffer til miljøet kan reduceres. Generelt stiger den forventede udnyttelse af afgasset gylle med 6 – 10 pct. i forhold til ubehandlet gylle.

Et biogasfællesanlæg er et stort kemisk industrianlæg, der ligger i det åbne land og derfor sjældent kan gemmes helt af vejen. Hvorvidt dette opfattes som en gene afhænger, som ved vindmøller, naturligvis af øjnene, der ser.

Andre gener fra et biogasanlæg er øget trafik på vejene omkring anlægget, samt det naboerne frygter mest, risiko for lugtgener fra anlægget. I alle tilfældene bliver det op til kommunen at sikre at miljøgodkendelsen overholdes.

Siden 2015 har der været nationale krav for brug af energiafgrøder til biogas. Anvendelsen af energiafgrøder ligger endnu et godt stykke under de nuværende krav om maksimalt 12 procent. Nu vurderer forskere i en ny evaluering, at energiafgrøderne kan erstattes med restbiomasse og halm, og at der fortsat er et betydeligt potentiale for at øge produktionen af klimavenlig og bæredygtig biogas.

Læs Biogas I Danmark – status, barrierer og perspektivet

Klik og se kort over biogasanlæg