Tag Archives: prisforskel

Stor prisforskel på fjernvarme i Vendsyssel

Gennemsnitligt er det billigst at bo i Frederikshavn Kommune. Det viser en undersøgelse, vi har foretaget af varmepriserne i 4 kommuner i Vendsyssel. Dyrest er det i Jammerbugt Kommune, viser priser fra Forsyningstilsynets nyeste prisstatistik.

Forsyningstilsynets prisstatistik, viser priserne, som de er indberettet af fjernvarmeselskaberne 23. august 2024. Siden har mange fjernvarmeværker annonceret stigende priser i 2025.

Beregningen af gennemsnitsprisen viser en årlig fjernvarmepris på 17.738 kr. på landsplan for et standardhus på 130 kvadratmeter. Sammenlignet med landsgennemsnittet er den gennemsnitlige fjernvarmepris for alle varmeværker i de fire kommuner i Vendsyssel 18.553 kr. Det betyder, at forskellen i gennemsnitsprisen er 815 kr. dyrere.

Prisstatistikken viser også store forskelle på priserne på tværs af alle fjernvarmeselskaber i Danmark. Priserne varierer fra 6.271 kr. til 43.999 kr. årligt for et standardhus på 130 kvadratmeter.

Billigst i vores undersøgelse er, med en årlig udgift på 11.351 kr. Hjørring Varmeværk og dyrest er det at modtage varme fra Manna-Thise Kraftvarmeværk, hvor udgiften løber op i 28.315 kr. Det giver en placering blandt de 10 dyreste varmeværker i Danmark.

Fjernvarmeprisen varierer også markant på tværs af landet. Billigst er det at opvarme huset på Fyn og dyrest på Bornholm.

Prisforskellene kan bl.a. skyldes stort varmetab i ledningsnet, forskellige investerings tidspunkter og afskrivning, handel med gratis tildelte CO2 kvoter, samt valg og brug af brændsler til varmeproduktionen. Derudover er der en tendens til, at flere fjernvarmeselskaber indfører sæsondifferentierede priser med højere priser om vinteren og lavere priser om sommeren.

Eksempelvis kan varmetabet i et dårligt isoleret fjernvarmenet være helt op til 25 pct.
Det vil sige, at der ikke opnås indtægt fra en fjerdedel af det indkøbte brændsel. Det tab skal dækkes af det faktiske varmesalg. Hver procent sparet varmetab vil derfor kunne reducere varmeprisen.

Endvidere bliver prisen på fjernvarme også reguleret efter hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at indtægter og udgifter til fjernvarmen skal gå lige op. Når der er overskud, falder prisen på fjernvarme det efterfølgende år, så varmeforbrugeren sparer penge. Til gengæld stiger prisen, hvis udgifterne er højere end indtægterne. Fjernvarmeværkerne er underlagt Varmeforsyningslovens bestemmelser.

Prisstigninger på vej

For de billigste varmeværker i de fire kommuner er der også annonceret prisstigninger med undtagelse af Øster Vrå Varmeværk i Frederikshavn Kommune, som ikke har annonceret nogen prisstigning.

Det billigste selskab i vores undersøgelse Hjørring Varmeforsyning har annonceret en moderat prisstigning på 3,5 procent, hvilket svarer til årligt 396 kr. Aabybro Fjernvarme i Jammerbugt Kommune hæver prisen med ca. 500 kr. om året. Brønderslev varmeforsyning har hævet prisen markant med 4.680 kr. i 2025. Prisstigningerne gælder for et såkaldt standardhus.

Med en placering som nummer 7 på top10 listen i Vendsyssel er Hirtshals Varmeforsyning på vej mod konkurs, fordi fjernvarmeselskabet skylder forskellige kreditorer 16,1 millioner kroner efter fejlslagen spekulation i spotprisen, indtil energikrisen ødelagde spekulationen, fordi priserne steg voldsomt. Tabet på 16,1 millioner kroner må ikke dækkes ind ved at hæve varmeprisen hos Hirtshals Fjernvarmes 2700 forbrugere, har Forsyningstilsynet besluttet. Der arbejdes fortsat på en løsning, så radiatorerne ikke bliver kolde i Hirtshals. Det fremgår af Hirtshals Fjernvarmes hjemmeside, at der er et rekonstruktionsforslag på vej senest den 24. februar 2025.

Forsyningstilsynet offentliggør prisstatistikken to gange om året med priser gældende for henholdsvis januar og august. Den næste prisstatistik for januar 2025 forventes at være færdig i juli 2025.

Store prisforskelle på opvarmning af ens huse i Vendsyssel

Gennemsnitligt er det billigst at bo i Jammerbugt Kommune, viser en undersøgelse af varmepriserne i 4 kommuner i Vendsyssel Energi- og Miljøforenings aktivitetsområde. Dyrest er det i Brønderslev Kommune.

Prisen for at opvarme et standardhus på 130 kvm er i gennemsnit steget med 1,5 pct. fra januar 2021 til januar 2022, viser Forsyningstilsynets prisstatistik.

Pris statistikken er opgjort pr. januar 2022 og viser udviklingen i priserne i 2021. Statistikken dækker dermed ikke de eventuelle stigninger i energipriserne, som vi har set i 2022 fra januar og frem.

Samtidig er udviklingen i prisen udtryk for et gennemsnit af de priser, som fjernvarmeselskaberne har indberettet til Forsyningstilsynet. Derfor kan der være specielle forhold for det enkelte fjernvarmeværk, der påvirker priserne, og som giver store forskelle i fjernvarmeprisen, alt efter hvilket fjernvarmeværk, man er kunde hos.

Den nye fjernvarmestatistik viser endvidere, at 162 fjernvarmeselskaber har sat fjernvarmeprisen op, og 112 fjernvarmeselskaber sat fjernvarmeprisen ned i løbet af 2021.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har studeret fjernvarmepriserne og udarbejdet en top 5 rangliste i de 4 kommuner, som ligger i Vendsyssel. Det er Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune. Derudover har vi udarbejdet en samlet liste over de ti billigste fjernvarmebyer i området.

På landsplan viser statistikken, at prisen for at opvarme et standardhus på 130 kvm i januar 2022 varierer fra 7.703 kr. til 35.847 kr. om året. Statistikken viser også en årlig gennemsnitlig fjernvarmepris på 13.041 kr.

Sammenlignet med landsgennemsnittet er den gennemsnitlige fjernvarmepris i kommunerne i Vendsyssel cirka 3000 kr. dyrere eller 16.038 kr.

Billigst i vores undersøgelse er Hjørring Varmeforsyning, med en årlig udgift på 10.493 kr. og dyrest er det at modtage varme fra Voerså Kraftvarmeværk, hvor udgiften løber op i 24.964 kr. Til sammenligning vil en bolig med en luft til vand varmepumpe betale 19.480 kr. inklusiv årlige serviceudgifter og køb af nyt anlæg hvert 15. år. har vi regnet os frem til.

De billige fjernvarmepriser hos Hjørring Varmeforsyning skyldes, at de stort set ikke bruger deres naturgasværk, men i stedet modtager overskudsvarme fra forbrænding af affald og opvarmning med flis og en mindre del træpiller. Samtidig tjener Hjørring Varmeforsyning fedt på handel af opsparede CO2 kvoter, som værket har modtaget gratis i forbindelse med EU’s CO2-kvoteordning.

Voerså Varmeværk, som i vores undersøgelse er det dyreste værk i Vendsyssel kommer 72 pct. af varmeproduktionen fra en naturgaskedel og 28 pct. fra et solvarmeanlæg. Varmeværket indvier snart en elektrisk luft til vand varmepumpe, som er beregnet til at levere lidt over 57 pct. af fremtidens varmeforbrug. Varmepumpen er efter vores opfattelse dimensioneret for lille, men vil dog betyde billigere varme til varmeforbrugerne og mindre miljøbelastningen.

På grund af, at varmepumpe og solvarme ikke kan dække Voerså Varmeværks forbrug vil der fortsat være brug for naturgasmotoren 14 pct. af tiden. Blandt andet skal gasmotoren være med til indtjening til værket ved at byde ind med motoren på reguler kraftmarked, hvor el-systemets forhold mellem produktion og forbrug balanceres. Denne tænkning er godt for økonomien, men til skade for klimaet og forsyningssituationen, samt solidariteten i Europa, når der er stor mangel på naturgas.

Nye regler om deklaration af fjernvarme trådte i kraft i juli 2022. Det betyder, at alle fjernvarmeselskaber skal offentliggøre deres drivhusgasudledning på deres hjemmeside fra 1. januar 2023. På den måde kan fjernvarmeselskaberne sammenlignes og rangeres efter klimavenlighed. Derudover skal brændselsfordelingen og andelen af vedvarende energi fremgå.

Kigger vi på standardhuset med et årligt forbrug på 18.100 kWh, udleder det billigste værk, Hjørring Varmeforsyning 2.690 kg CO2 ækvivalenter og det dyreste værk i vores undersøgelse Voerså Varmeværk udleder 3.870 kg CO2. Til sammenligning vil standardhuset med en luft til vand varmepumpe udlede 1.461 kg CO2 ækvivalenter har vi beregnet.

Danmark skal udfase anvendelsen af naturgas hurtigt. Det er den politiske ambition, at der ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande fra 2035, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 pct. forsynet med biogas. Det er en del af svaret på klimakrisen og afgørende for at sikre uafhængighed af russisk naturgas.

På den baggrund har alle kommuner fået til opgave at udarbejde en varmeplan for grøn varme i de områder, der i dag er gasfyrede inden udgangen af 2022. Derudover skal kommunerne, også inden året udgang, oplyse alle husejere med gas- eller oliefyr, om de kan få fjernvarme og hvornår.

I Vendsyssel Energi- og Miljøforening har Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Jammerbugt Kommune og Brønderslev Kommune fremlagt nye varmeplaner.

Det er også muligt at sammenligne fjernvarmepriserne med den forrige rangliste her.