Tag Archives: co2 ækvivalenter

Stadig stor forskel på fjernvarmepriser i Danmark og Vendsyssel

Gennemsnitligt er det billigst at bo i Hjørring Kommune, viser en undersøgelse vi har foretaget af varmepriserne i 4 kommuner i Vendsyssel. Dyrest er det i Brønderslev Kommune viser Forsyningstilsynets nyeste prisstatistik

Forsyningstilsynets prisstatistik viser priserne, som de er indberettet af fjernvarmeselskaberne i august måned 2023.

Beregningen af gennemsnitsprisen viser på landsplan en årlig fjernvarmepris på 14.875 kr. for et standardhus på 130 kvadratmeter. Sammenlignet med landsgennemsnittet er den gennemsnitlige fjernvarmepris i kommunerne i Vendsyssel 4.336 kr. dyrere (19.211 kr.).

Prisstatistikken viser også store forskelle på priserne på tværs af fjernvarmeselskaberne og varierer fra 5.241 kr. til 59.113 kr. årligt for et standardhus på 130 kvadratmeter.

Top 5 i Vendsyssels kommuner

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har studeret fjernvarmepriserne og udarbejdet en top 5 rangliste i de 4 kommuner, som ligger i Vendsyssel. Det er Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune. Derudover har vi udarbejdet en samlet liste over de ti billigste fjernvarmebyer i området.

Billigst i vores undersøgelse er Hjørring Varmeværk med en årlig udgift på 11.033 kr.
Dyrest er det at modtage varme fra Dronninglund Fjernvarme, hvor udgiften løber op i 36.332 kr. Det er dyrere end at opvarme med olie og giver en placering blandt de 10 dyreste varmeværker i Danmark.

Prisforskellene kan bl.a. skyldes stort varmetab i ledningsnet, forskelligt økonomisk udgangspunkt, forskellige muligheder for afskrivning og brug af brændsler til varmeproduktionen. Fjernvarmeværkerne er underlagt Varmeforsyningslovens bestemmelser.

Eksempelvis kan varmetabet i et dårligt isoleret fjernvarmenet være helt op til 25 pct.
Det vil sige, at der ikke opnås indtægt fra en fjerdedel af det indkøbte brændsel. Det tab skal dækkes af det faktiske varmesalg. Hver procent sparet varmetab vil derfor kunne reducere varmeprisen.

Blandt de 10 billigste fjernvarmeselskaber har Aabybro Fjernvarme den mindste klimapåvirkning og den største andel af Vedvarende energi.
I gennemsnit er andelen af vedvarende energi blandt de 10 billigste værker 82,2 procent og udledningen for et gennemsnitshus 1.292 CO2-ækvivalenter. Til sammenligning vil standardhuset med en luft til vand varmepumpe udlede 1.461 kg CO2 ækvivalenter, har vi beregnet.

Det er en mulighed at finde sin egen drivhusgasudledning ved at besøge det lokale fjernvarmeselskabs hjemmeside, hvor fjernvarmedeklarationen findes. Her fremgår drivhusgasudledning, brændselsfordeling og andelen af vedvarende energi.

Forsyningstilsynet offentliggør prisstatistikken to gange om året med priser gældende for henholdsvis januar og august. Den næste prisstatistik for januar 2024 forventes at være færdig i juli 2024.

Energiforbruget i 2022 faldt de rigtige steder

Energiforsyningskrisen, de høje energipriser og det lune vejr i 2022 satte et positivt aftryk på energiforbruget, der faldt de rigtige steder.

Det faktiske danske energiforbrug faldt med 3,8 procent til 678 Petajoule (PJ) i 2022. Korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til el-handlen var faldet 4,4 pct.

Efter stigning i energiforbruget i 2021 ses et fald i naturgasforbruget på 29,3 pct., i brug af kul og koks på 1,8 pct, og en stigning i olieprodukter på 6,4 pct. Forbruget af vedvarende energi faldt med 1,2 pct, men heldigvis kun inden for det område, der går under betegnelsen fornybar.

Ifølge Energistyrelsens Energistatistik 2022 dækkede vedvarende energi i Danmark 290 PJ, eller 42,8 pct. af det faktiske danske energiforbrug på 678 PJ, hvilket er et fald på 1,2 pct. Det viser, at der er sket meget siden Vendsyssel Energi- og Miljøforening blev stiftet i 1990. Her var andelen af vedvarende energi kun 45,5 PJ (6,0 pct).

Vedvarende energi er en samlebetegnelse for bioenergi, vindenergi, solenergi, geotermi og andre teknologier, der adskiller sig fra kul og andre fossile brændsler ved at blive betegnet som CO2-neutrale.

Kigger vi nærmere efter, er vindenergi steget med 11 PJ og solenergi med 2 PJ. I det vi i Vendsyssel Energi- og Miljøforening betegner som fornybar energi er biogas steget med 3 PJ og forbruget af træpiller faldet med 19 PJ, flis 2 PJ og forbruget af brænde 1 PJ. Alle ændringer er godt for miljøet.

Produktionen af el baseret på vedvarende energikilder udgjorde i 2022 82,1 pct af den indenlandske elforsyning mod 71,9 pct i 2021. Vindkraft bidrog med 53,6 pct, biomasse udgjorde 18,9 pct og solenergi, vandkraft og biogas de resterende 8,8 pct.

De sidste 17,9 pct af elproduktionen bestod af fossile brændsler fordelt på kul 12,6 pct, naturgas 1,9 pct, olie 0,9 pct og ikke-bionedbrydeligt affald dækker de sidste procenter.

Vindkraftkapaciteten var i 2022 7.084 MW mod 7.004 MW året før. Land- og havvindmøllernes kapacitet var i 2022 henholdsvis 4.778 MW og 2.306 MW. I 1990 var der kun landvindmøller. De udgjorde en vindkraftkapacitet på 326 MW.

En kWh solgt el i Danmark førte i 2022 til en CO2- emission på 162 gram. I 1990 var CO2-emissionen 929 gram pr. kWh solgt el

De faktiske udledninger af CO2 fra energiforbruget faldt 0,2 pct. i 2022. Korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til el-handlen var faldet 4,4 pct. Siden 1990 er de korrigerede udledninger fra energiforbruget faldet 53,1 pct.

I 2022 udledte vi 44 mio. ton CO2-ækvivalenter, når man ser på udledningen inden for Danmarks grænser. Det svarer til 7,5 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger i Danmark. I 2022 havde vi i Danmark reduceret drivhusgasudledningen med 41 pct. siden 1990.

Regner vi CO2 fra afbrænding af biomasse med i de samlede udledninger af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark bliver udledningen 64,3 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2022 – altså lidt over 20 millioner tons større. Dertil skal tillægges de CO2-ækvivalenter fra varer vi køber, som er produceret i udlandet.

Den endelige opgørelse over Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser forventes at blive publiceret af DCE – Nationalt center for miljø og energi i foråret 2024.

Store prisforskelle på opvarmning af ens huse i Vendsyssel

Gennemsnitligt er det billigst at bo i Jammerbugt Kommune, viser en undersøgelse af varmepriserne i 4 kommuner i Vendsyssel Energi- og Miljøforenings aktivitetsområde. Dyrest er det i Brønderslev Kommune.

Prisen for at opvarme et standardhus på 130 kvm er i gennemsnit steget med 1,5 pct. fra januar 2021 til januar 2022, viser Forsyningstilsynets prisstatistik.

Pris statistikken er opgjort pr. januar 2022 og viser udviklingen i priserne i 2021. Statistikken dækker dermed ikke de eventuelle stigninger i energipriserne, som vi har set i 2022 fra januar og frem.

Samtidig er udviklingen i prisen udtryk for et gennemsnit af de priser, som fjernvarmeselskaberne har indberettet til Forsyningstilsynet. Derfor kan der være specielle forhold for det enkelte fjernvarmeværk, der påvirker priserne, og som giver store forskelle i fjernvarmeprisen, alt efter hvilket fjernvarmeværk, man er kunde hos.

Den nye fjernvarmestatistik viser endvidere, at 162 fjernvarmeselskaber har sat fjernvarmeprisen op, og 112 fjernvarmeselskaber sat fjernvarmeprisen ned i løbet af 2021.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening har studeret fjernvarmepriserne og udarbejdet en top 5 rangliste i de 4 kommuner, som ligger i Vendsyssel. Det er Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune og Jammerbugt Kommune. Derudover har vi udarbejdet en samlet liste over de ti billigste fjernvarmebyer i området.

På landsplan viser statistikken, at prisen for at opvarme et standardhus på 130 kvm i januar 2022 varierer fra 7.703 kr. til 35.847 kr. om året. Statistikken viser også en årlig gennemsnitlig fjernvarmepris på 13.041 kr.

Sammenlignet med landsgennemsnittet er den gennemsnitlige fjernvarmepris i kommunerne i Vendsyssel cirka 3000 kr. dyrere eller 16.038 kr.

Billigst i vores undersøgelse er Hjørring Varmeforsyning, med en årlig udgift på 10.493 kr. og dyrest er det at modtage varme fra Voerså Kraftvarmeværk, hvor udgiften løber op i 24.964 kr. Til sammenligning vil en bolig med en luft til vand varmepumpe betale 19.480 kr. inklusiv årlige serviceudgifter og køb af nyt anlæg hvert 15. år. har vi regnet os frem til.

De billige fjernvarmepriser hos Hjørring Varmeforsyning skyldes, at de stort set ikke bruger deres naturgasværk, men i stedet modtager overskudsvarme fra forbrænding af affald og opvarmning med flis og en mindre del træpiller. Samtidig tjener Hjørring Varmeforsyning fedt på handel af opsparede CO2 kvoter, som værket har modtaget gratis i forbindelse med EU’s CO2-kvoteordning.

Voerså Varmeværk, som i vores undersøgelse er det dyreste værk i Vendsyssel kommer 72 pct. af varmeproduktionen fra en naturgaskedel og 28 pct. fra et solvarmeanlæg. Varmeværket indvier snart en elektrisk luft til vand varmepumpe, som er beregnet til at levere lidt over 57 pct. af fremtidens varmeforbrug. Varmepumpen er efter vores opfattelse dimensioneret for lille, men vil dog betyde billigere varme til varmeforbrugerne og mindre miljøbelastningen.

På grund af, at varmepumpe og solvarme ikke kan dække Voerså Varmeværks forbrug vil der fortsat være brug for naturgasmotoren 14 pct. af tiden. Blandt andet skal gasmotoren være med til indtjening til værket ved at byde ind med motoren på reguler kraftmarked, hvor el-systemets forhold mellem produktion og forbrug balanceres. Denne tænkning er godt for økonomien, men til skade for klimaet og forsyningssituationen, samt solidariteten i Europa, når der er stor mangel på naturgas.

Nye regler om deklaration af fjernvarme trådte i kraft i juli 2022. Det betyder, at alle fjernvarmeselskaber skal offentliggøre deres drivhusgasudledning på deres hjemmeside fra 1. januar 2023. På den måde kan fjernvarmeselskaberne sammenlignes og rangeres efter klimavenlighed. Derudover skal brændselsfordelingen og andelen af vedvarende energi fremgå.

Kigger vi på standardhuset med et årligt forbrug på 18.100 kWh, udleder det billigste værk, Hjørring Varmeforsyning 2.690 kg CO2 ækvivalenter og det dyreste værk i vores undersøgelse Voerså Varmeværk udleder 3.870 kg CO2. Til sammenligning vil standardhuset med en luft til vand varmepumpe udlede 1.461 kg CO2 ækvivalenter har vi beregnet.

Danmark skal udfase anvendelsen af naturgas hurtigt. Det er den politiske ambition, at der ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande fra 2035, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 pct. forsynet med biogas. Det er en del af svaret på klimakrisen og afgørende for at sikre uafhængighed af russisk naturgas.

På den baggrund har alle kommuner fået til opgave at udarbejde en varmeplan for grøn varme i de områder, der i dag er gasfyrede inden udgangen af 2022. Derudover skal kommunerne, også inden året udgang, oplyse alle husejere med gas- eller oliefyr, om de kan få fjernvarme og hvornår.

I Vendsyssel Energi- og Miljøforening har Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Jammerbugt Kommune og Brønderslev Kommune fremlagt nye varmeplaner.

Det er også muligt at sammenligne fjernvarmepriserne med den forrige rangliste her.