Handling nu – COP 21 march i Hjørring

Forberedelse til COP21 klimamarch i Hjørring

Der fremstilles grønne hjerter på et workshop i Hjørring op til COP21 klimamarch.

Den 29. november – dagen inden FN’s klimatopmøde COP21 starter i Paris – er der klimamarcher verden rundt. I Hjørring har en gruppe borgere taget initiativ til, at byen skal være med i den internationale manifestation.

Marchen starter søndag, den 29. november, kl. 14 fra Sct. Olai Plads og bevæger sig mod Springvandspladsen, hvor der vil være talere og musikalske indslag.

Initiativtagerne opfordrer alle deltagere at komme i grønt tøj og medbringe skilte med grønne hjerter. Det grønne hjerte er årets symbol for klimamarcherne verden rundt.

Som optakt til klimamarchen har der været en workshop, hvor der blev fremstillet grønne klimahjerter af papkasse med skafter af grene fra træer. Så der er allerede en pæn bunke hjerter at uddele. Det vil dog være en god ide at bruge de kreative evner man selv har til at fremstille sit eget medbragte grønne hjerte.

Hele arrangementet slutter med, at der bliver taget et fælles billede af forhåbentlig rigtig mange mennesker med grønne hjerter i hænderne.

Billedet fra Hjørring bliver sammen med billeder fra København, Århus, Aalborg og andre byer verden over sendt videre til de ansvarlige politikere, der deltager ved COP 21 mødet i Paris.

Billederne er en påmindelse om, at vi er rigtig mange mennesker, der ønsker, at verdenssamfundet skal komme frem til en ambitiøse klimaaftale med juridisk bindende mål, der er tilstrækkeligt til at 2-graders målet ikke forsvinder helt i horisonten.

Den mest effektive måde at bremse den menneskeskabte globale opvarmning på er at begrænse forbruget af kul, olie og gas. Det kan ske ved at ændre livsstil, spise mindre kød, spare på energien, bruge den mere effektivt og skifte til vedvarende energikilder som vind, sol og biomasse.

Hent plakaten med taler HER.

Læs en CONCITOs pixiguide om FN klimapanels femte hovedrapport fra November 2014 her:  CONCITO pixiguide