Hjørring Kommune siger ”dur ikke” til vind og sol

Udbygningen med vedvarende energi i Danmark har de seneste år oplevet en markant opbremsning, og udbygningen er slet ikke på niveau med forventningerne og klimamålene.

Mange kender børnesangen “10 små cyklister, hvor borte to de 9 og kun én kørte korrekt så ham kan vi li'”. Overfører vi børnesangen til den invitation til vedvarende energiprojekter, som Hjørring Kommune for et års tid siden sendte ud i kommunens bestræbelser på at blive CO2-neutral i 2040, så kunne den korte version være:

Fjorten små ansøgninger om VE-projekter kom til Hjørring i hast. Forvaltningen sagde dur ikke til de 5 og byrådet til andre fem. Flertallet i byrådet tog de næste 3 efter en offentlig høring. Så nu er der kun et lille VE-projekt i Høgsted tilbage.

Forhistorien er, at byrådet den 24, juni 2020 vedtager en ny planlægningsstrategi, som betyder, at ansøgninger om vind- og solcelleprojekter kun kan foregå hvert fjerde år i det andet år i byrådsperioden.

Med denne strategi bliver det samme byråd, som følger vind og solansøgningerne hele vejen. Både som igangsætter, fastlægger af retningslinjer, udpegninger i kommuneplantillægget, samt efterfølgende arbejde med udarbejdelse og vedtagelse af de konkrete lokalplaner for anlæggene, lyder det fra Hjørring Kommune.

Med vedtagelse af den nye planlægningsprocedure havde kommunen løbende allerede modtaget mange ansøgninger, som ventede på at blive behandlet. Derfor besluttede byrådet, at åbne et ansøgningsvindue allerede i denne byrådsperiode, for at undersøge om ansøgerne fortsat ønskede at gennemføre de ansøgte projekter.

Ansøgningsrunden resulterer i 14 ansøgninger, som fordelte sig med 4 ansøgninger om vindmøller og 10 solcelle ansøgninger. Det ene projekt var et kombineret projekt med både vindmøller og solceller.

På byrådsmødet den 27. januar 2021 beslutter byrådet at sende 2 solcelleprojekter og 2 vindmølleprojekter i høring fra den 15. februar til 15. marts 2021. De øvrige VE-projekter blev fravalgt på grund af natur-, landskabs- og kulturarvsinteresser.

Høringen kom også til at indeholde kommuneplanens 7 restriktive retningslinjer og principper for vindmøller, som blev vedtaget af byrådet tilbage i 2016.

Af de 4 sol og vind ansøgninger kom kun et enkelt projekt videre.

Temaplan igen i høring

Den 25. august besluttede Hjørring Kommunes Byråd endnu engang at fremlægge forslag til temaplan for vindmølle- og solenergiplanlægning, samt tage endnu en hørringstur med vindmølleområdet langs motorvejen mellem Ilbro og Høgsted. Forslagene med tilhørende miljøvurdering kom i offentlig høring frem til den 26. oktober 2021 og hørings svarende venter nu på at blive behandlet af byrådet.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening deltog i høringen og kunne med tilfredshed notere, at planlægning af vindmølleparker fremover bliver meget mindre restriktiv og grundlæggende kun omfatter krav, som fremgår af lovgivningen. Det vil gøre det meget nemmere at finde områder til den nødvendige opstilling af vindmøller i fremtiden, når ansøgninger i Hjørring Kommune fremover vurderes ud fra en konkret vurdering med udgangspunkt i projektets beliggenhed og miljøpåvirkning.

Mangel på grøn strøm udfordrer vision

Med tal fra 2020 har Vendsyssel Energi- og Miljøforening vurderet, at sol og vind kun dækker omkring 75 pct. af kommunens elforbrug. Derfor skal der opstilles markant flere vindmøller og solceller for at opfylde kommunens målsætning om at blive netto-selvforsynet med strøm fra vedvarende energikilder.

Tilmed har byrådet, den 27. oktober 2021, besluttet at igangsætte en planlægningsproces vedrørende udvidelse af Hirtshals havn med ønske om, at Hirtshals Havn skal være et knudepunkt for grønt produceret strøm til eksempelvis fremstilling af brint, ammoniak og andre grønne brændstoffer.

Men allerede nu kniber det med at dække det stigende elforbrug i kommunen med vind og sol, og når byrådet de seneste år har sagt nej til mere vedvarende energi, peger det i retning af, at kommunens store ambitioner om produktion af grønt brændstof i Hirtshals kun kan realiseres med sort strøm, eksempelvis importeret fra Tyskland.

Derfor mener vi i Vendsyssel Energi- og Miljøforening, at kommunens beslutning, om ansøgningsrunder kun hver fjerde år og næste gang i 2023 vanskeliggør processen med at etablere mere vedvarende energi og kan medvirke til at forsinke Hirtshals Havn og et ønske om flere vindmøller på havnen til at finansiere udvidelsen.

En ansøgningsrunde kun hver fjerde år medvirker også, at projektforslag fremlægges, før de er helt udviklet, og at kommunalpolitikkerne på baggrund af offentlighedsfasen kun møder negative høringssvar, som kan påvirke dem til at vælte ”gode projekter” én for én, før en egentlig ansøgning foreligger.

Det så vi tydeligt ved det første ansøgningsvindue, hvor kun én ud af 14 ansøgninger kom igennem nåleøjet. I denne byrådsperiode har Hjørring Byråd sagt nej til yderligere 2 ansøgninger, blandt andet fordi ”ganske” få vindmøllemodstandere anført af de private ejere af Børglum Kloster og landspolitiske venner brugte samme taktik som Tordenskjolds soldater og et flertal i byrådet lod sig besnære.

Eneste overlevende forslag har lang vej endnu

Vindmølleområde langs motorvejen mellem Ilbro og Høgsted er det eneste forslag, som Byrådet har sluppet videre, men politikerne skal behandle projektet 3 gange endnu, før vindmøllerne kan slippe gennem nåleøjet og flere politikere er allerede begyndt at vakle.

Hvis forslaget bliver en del af temaplanen skal projektudviklerene først sende en ansøgning, som skal i fordebat og høring. Derefter skal der udarbejdes lokalplan og miljøkonsekvensvurdering, som igen skal i høring, før byrådets endelige afgørelse, som mindst vil ligge 2 til 3 år ud i fremtiden. Først derefter skal transmissionsnettet udbygges og øget transformerkapacitet etableres.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener, det er vigtigt at udnytte vindmølleområder maksimalt, så der kan produceres mest mulig energi på færres mulige lokaliteter. Her er antal af vindmøller og vindmøllernes totalhøjde og harmoniforhold vigtige faktorer.

Den tidligere højdebegrænsning på 150 m blev fjernet af Folketinget i september 2019. Højere vindmøllers ”evne” til at integreres i landskabet afhænger meget af, hvilket landskab, der er tale om, og om de borgere og politikere, som skal vurdere det, har et positivt eller negativt syn på vindmøller, for de er ikke i besiddelse af ekspertviden.

Når vindmøllerne vokser i størrelse, virker forholdet mellem tårn og rotor mest harmonisk, når rotorens diameter øges yderligere i forhold til tårnet. Det skyldes, at nye, store mølletyper har en mere slank karakter end ældre modeller og derfor bedre kan bære lange vinger

Loven stiller krav om, at vindmøller skal stå minimum fire gange møllens totalhøjde fra nærmeste nabohus. Fra nabohusene vil vindmøllerne opleves meget store, uanset om totalhøjden til vingespids er 150 meter eller 173 meter. På længere afstand vil de nye vindmøller på 173 meter i forhold til de eksisterende 5 vindmøller på 150 meter efter vores opfattelse opleves lige høje og syne ens i landskabet – sådan er det bare.

Om det nye byråd bliver mere handlekraftige på den grønne omstilling blæser i vinden. Heldigvis blev de politikere, der oftest er modstandere af vindmøller, ikke genvalgt.

Vi kan kun anbefale politikerne til at komme op på de grønne cykler igen, så Hjørrings kommunes planlægning ikke bliver en bremseklods for den grønne omstilling.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening opfordring er: sæt mere turbo på udskiftning af ældre vindmøller, så grøn strøm i stikkontakterne kan følge med den stigende elektrificering af samfundet – til gavn for klima, havn, borger og Hjørring kommune.