Tag Archives: digitale rammer

Grøn omstilling er med i bedømmelse af kommuners erhvervsvenlighed

Lokal Erhvervsvenlighed 2021 er en landsdækkende undersøgelse, der sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner.

7770 virksomheder inden for Dansk Industris (DI) forskellige brancher har deltaget i undersøgelsen.

Resultaterne er opdelt i 10 kategorier af erhvervsvenlighed, der hver vægter en tiendedel: overordnet tilfredshed, infrastruktur, arbejdskraft, uddannelse, sagsbehandling, grøn udvikling, brug af private leverandører, digitale rammer, skatter m. v. og information/dialog.

Vendsyssel Energi- og Miljøforening er dykket ned i tallene i kategorien Grøn udvikling. Kategorien er nok den, som betyder mindst for virksomhederne i dagligdagen og hvor de i undersøgelsen har mindst indflydelse på resultatet. I kategorien er der stillet spørgsmål til virksomheder og kommunen, som hver vægter med 25 pct. De sidste 50 pct. er statistiske oplysninger.

Spørgsmål til virksomhederne omhandler deres tilfredshed med Bæredygtige og grønne udbud og indkøb og Kommunale initiativer, der bidrager til bæredygtig omstilling i virksomhederne.

Spørgsmål til kommunen omhandler kommunens klimaplaner, mål for reduktion af CO2- udledning, samt kommunens indsats i forhold til klimatilpasning.

De statistiske indikatorer er andel af affald, der bliver genanvendt, inklusiv ændringer de sidste 3 år og om den procentvise andel af kommunale bygninger, som ligger i den tungere del af energimærkningsskalaen fra D til G.

Det fremgår af Dansk Industris erhvervsvenlig undersøgelse om grøn udvikling: ”Erhvervslivet fremstiller og udvikler nødvendige løsninger til den grønne omstilling. Derfor er det helt centralt, at indsatsen for den grønne omstilling går hånd i hånd med bestræbelserne om at skabe vækst og arbejdspladser blandt andet gennem dialog og partnerskaber samt kommunens målsætninger for den grønne omstilling”.

I kategorien Grøn Udvikling er kommunerne vi arbejder med i Vendsyssel rangeret med deres placering blandt de 93 ud af landets 98 kommuner, som er med i undersøgelsen:

19 Hjørring Kommune (46)

22 Frederikshavn Kommune (33)

33 Brønderslev Kommune (32)

34 Jammerbugt Kommune (47)

Tallet i parentes viser kommunens rangering blandt de deltagende kommuner på alle 10 kategorier.

Inden for de 10 kategorier vægter grøn omstilling højst i Hjørring Kommune, nummer 3 i Jammerbugt Kommune og Frederikshavn Kommune. Hos Brønderslev Kommune rangerer grøn omstilling som nummer 5 i den erhvervsmæssige undersøgelse, hvor Silkeborg vinder kategorien.

Forbrugere og kommuner efterspørger i stigende grad produkter og løsninger, som tager hensyn til både klimaet og miljøet. Derfor kan der være en god forretning for virksomhederne at udvikle grønne løsninger, som kan sælges i Danmark og skabe eksportmuligheder til udlandet.

Kommunen kan gøre mange ting for at bidrage til at understøtte den bæredygtige omstilling. Nogle tiltag kan for den enkelte virksomhed måske virke erhvervsfjendsk, mens andre tiltag indikerer, at kommunen er en grøn erhvervsvenlig kommune. Derfor skal en sådan undersøgelse altid tages med et gran salt, for hvad der er godt for virksomhederne og kommunaldirektøren er ikke altid godt for miljø og klima.

Fungerer Kommunernes samarbejde med virksomhederne betyder det ofte flere lokale arbejdspladser og skattekroner i kommunekassen til gavn for borgerne og velfærd.

Ifølge regeringens strategi for grønne offentlige indkøb fra sidste år, medførte indkøb i staten, kommunerne og regionerne i 2019 en drivhusgasudledning på i alt ca. 12 mio. ton, hvoraf ca. 4 mio. ton blev udledt i Danmark. Det samlede offentlige indkøb beløb sig til ca. 185 mia. kr. Til sammenligning var Danmarks samlede drivhusgasudledning i Danmark 46,7 Mio. ton CO2e.

Det bliver med tiden obligatorisk for alle offentlige indkøbere at vælge miljømærkede produkter, som Svanemærket eller EU-Blomsten eller et produkt, der lever op til tilsvarende krav.

For at produktet kan blive certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten, skal det leve op til nogle skrappe krav. Man ser blandt andet på, hvilke råvarer producenterne kan bruge, hvordan der produceres mest miljøvenligt, om virksomheden sparer på energi- og vandforbrug, hvordan produkterne kan påvirke brugeren, samt på hvilken muligheder der er for at lade materialer recirkulere efter brug.

I nogle kommuner er der allerede fokus på miljømærkede produkter. Her har virksomhederne et kæmpe ansvar for at udvikle produkterne mere miljørigtige og klimavenlige. Har virksomhederne ikke de miljørigtige produkter på hylderne og kommunerne vælger at se bort fra de lokale virksomheder og handle andet steds har vi en konflikt, som kan påvirke virksomhedens opfattelse af kommunens erhvervsvenlighed.

Kigger man på virksomhedernes grønne bedømmelse er kommunerne i Vendsyssel ikke med i front, men alligevel med i den bedste del af feltet. Det lever også op til de erfaringer Vendsyssel Energi- og Miljøforening har noteret sig. Kommunerne vil gerne, men de vil helst gå i andre kommuners fodspor.