Den ubehagelige sandhed

Endnu et år er gået, men 2020 blev ikke helt som vi forestillede os.

Historisk var det, da vi fik en ny klimalov, efter at det første borgerforslag “Klimalov Nu” blev vedtaget af Folketinget. Opgaven er, at vi de næste 10 år skal reducere den årlige udledning af drivhusgasser ligeså meget, som vi har reduceret den over de sidste 30 år.

Den billigste vej til den grønne omstilling er at passe på biodiversiteten og forbruge mindre energi samt bruge den teknologi, vi allerede kender. Det vil i praksis sige energibesparelser og massiv brug af sol og vind.

Regeringen har været klimanølende. Selvom Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, siger, at målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030 er »hugget i granit«, siger regeringen også, at danskerne skal skrue forbruget i vejret og vente på teknologiske udvikling.

Regeringen har endvidere distanceret sig fra en bred, forhøjet CO2-afgift, selv om ekspertisen siger, at det er den billigste og mest effektive vej til at ændre adfærden i grøn retning hos både forbrugere og producenter.

De mange klimaaftaler i 2020 har siden folketingsvalget kun anvist en tredjedel af de CO2-reduktioner, vi skal nå i 2030. Aftaler der trods alt betyder flere naturparker, mere biodiversitet, stop for Nordsøolien i 2050 og flere elbiler.

Lokalt har Vendsyssel Energi- og Miljøforening givet den grønne førertrøje til Jammerbugt Kommune. På vindmølleområdet har kommunen med 10.798 kWh pr. indbygger opstillet mere vindenergi pr. indbygger end kommunerne Brønderslev (5.274 kWh), Hjørring (3.839 kWh) og Frederikshavn (1.570 kWh) tilsammen.

De 4 kommuner i Vendsyssel udledte ifølge de seneste tal fra Energistyrelsen tilsammen 2,1 millioner tons CO2. Landbruget er klart den største udleder med 59,5 pct., af CO2 udledningen. Hjørring Kommune er med 12,7 tons pr. indbygger, den største udleder af CO2 af de vendsysselske kommuner.

Hjørring Kommune har gennem flere år gjort det besværligt at opstille vedvarende energi. Den håndtering betød blandt andet, at et godt vindmølleprojekt blev skudt i sænk godt hjulpet på vej af nogle højtråbende borgere og det bannerførende Børglum Kloster. Et lille flertal blandt lokalpolitikerne i Hjørring byråd sagde nej til at sende projektet i høring hos kommunens borgere, som ifølge spørgeundersøgelser er positive over for flere vindmøller i kommunen.

Covid-19 har begrænset vores liv og ændret hverdagen. Noget godt er der trods alt kommet ud af pandemien. Verdens økologiske fodaftryk er blevet lidt mindre. Regnskabsmæssigt forbrugte verdens befolkning alligevel alle naturressourcer den 22. august. I Danmark lever vi, som om vi har 4 jordkloder til rådighed. Var verden en virksomhed, var den gået fallit.

Det er også godt, at virussen fik stoppet minkbranchens uetiske dyremishandling af mink ved at holde de vilde dyr indespærret i små bure i store farme. Som ekstra bonus sparer klimaet og landbruget årligt 81.500 ton CO2 ækvivalent på nedlæggelsen af erhvervet.

Det er godt, at flere danskere køber økologisk, og at salget af økologiske fødevarer i detailhandlen i 2019 steg med 9 pct. og udgjorde 14,1 milliard kroner. Frugt og grønt stod for 46 pct af den samlede stigning.

Det er dog tankevækkende, at et landbrugsland som Danmark skal importere frugt og grønt til eget forbrug for over 2 mia. kr., fordi økologiske landmænd hellere vil producere mælkepulver til eksport.

I Energistyrelsens netop udkomne Energistatistik 2019 fremgår det, at andelen af vedvarende energi i Danmark er steget med 4,9 procentpoint – det er en god nyhed.

Vedvarende energi i Danmark dækker nu 35,3 pct. af det faktiske danske energiforbrug på 715 Petajoule (PJ).

Før vi får hænderne helt i vejret, er ca. 10,5 pct af de 35,3 pct vedvarende energi netto-importeret fra udlandet, primært som biomasse til varmeværkerne. Heldigvis kan vi glæde os over, at danske vindmøller bidrog med mere til Danmarks energiforbrug.

I Energistatistikken er vedvarende energi opført som vindkraft, træ, halm, biogas, bionedbrydeligt affald, vandkraft, geotermi, solenergi og varmepumper. Vendsyssel Energi- og Miljøforening mener, at træ, halm, biogas og bionedbrydeligt affald retligt bør betegnes som fornybar energi snarere end vedvarende.

Endelig skal vi også lige huske på, at Vendsyssel Energi- og Miljøforening fyldte 30 år i 2020. I slipstrømmen af Brundtland-rapporten, der fokuserede på global bæredygtighed har vi arbejdet på at fremme vedvarende energi og energibesparelser. I et 30-årigt klimaperspektiv kan vi se den ubehagelige sandhed, at det går for langsomt, og CO2-indholdet i atmosfæren fortsat stiger.

Nu har vi taget hul på et nyt år med vaccine og genåbning af samfundet og kram, mens vi venter på den næste katastrofe på grund af vores levevis. Heldigvis bliver det forår igen med forhåbentligt flere vilde bier, insekter og blomsterenge. Intet er omsonst – alt har sin tid, som er nu!